-
Efter 40 år i spidsen for Harboes Bryggeri: Ølkongen Bernd Griese træder tilbage
المصدر: BDK Finans / 27 يونيو 2024 09:06:46 America/New_York
En epoke er slut på landets tredjestørste bryggeri, Harboe i Skælskør. Efter flere end 40 som først topchef og siden formand har 82-årige Bernd Griese – med tilnavnet »Ølkongen« – valgt at trække sig fra selskabet. Det har Harboes Bryggeri netop oplyst i en meddelelse til fondsbørsen. »Harboes Bryggeri er kommet tilbage i en god gænge, og vi forventer at skabe vækst og forbedre indtjeningen yderligere over de kommende år. Derfor mener jeg også, at tidspunktet nu er kommet til, at jeg med stolthed over vores virksomhed og tro på fremtiden vil trække mig tilbage fra bestyrelsen og overlade Harboes Bryggeri til den næste generation,« udtaler Bernd Griese selv. Aktionærerne tager godt imod nyheden. Harboes aktiekurs steg torsdag 13,85 procent i forbindelse med beskeden om formandens afsked. »Fuldstændig utilstedeligt« De seneste år har den nu afgående formand været genstand for hård kritik fra omverdenen. Det er således kommet frem, at han i løbet af sine mange år som topchef har blandet sin private økonomi godt og grundigt sammen med Harboes' pengekasse. Berlingske har afsløret, at Harboe – som vel at mærke er et børsnoteret selskab – har brugt over 350 millioner kroner på indkøb i Bernd Grieses private selskaber. »Det er fuldstændig utilstedeligt, at den slags kan ske i et børsnoteret selskab. Hvorfor handle med sin egen direktør? Et ordentligt og veldrevet selskab kunne aldrig finde på at gøre den slags,« har Mikkel Kirkegaard Petersen, ejer og direktør i Kipet Capital, tidligere udtalt til Berlingske om sagen. Af samme grund har både Danske Bank og Nordea – som er aktionærer i Harboe – tidligere opfordret Bernd Griese til at trække sig. Hovedpersonen selv har dog afvist, at der skulle være noget som helst galt med hans ageren. »Alle mine rådgivere siger til mig: Bernd, du har ikke gjort noget forkert. Så der er ikke noget at komme efter,« sagde 82-årige Bernd Griese for få måneder siden til Berlingske. Udtalelserne faldt i forbindelse med Berlingske-podcastserien »Ølkongen«, der netop handler om Bernd Griese og hans år i spidsen for Harboes Bryggeri. Den kan du lytte til her. Ølkonge ved et tilfælde Det stod ikke ligefrem skrevet i stjernerne, at Bernd Griese en dag skulle blive ølkonge af Skælskør. Han er født i 1941 i den tyske by Dersum og uddannet elektriker. I 1960erne kom han til Danmark og fik arbejde på raffinaderiet Stigsnæs tæt på Skælskør, og ved et bal mødte han Kirsten Harboe, der var arving til Harboes Bryggeri. De to blev gift i 1971, og året efter tilbød den daværende brygmester Gunner Harboe sin nye svigersøn et job på familiens bryggeri. Bernd Griese steg i graderne, og han overtog direktørposten i 1986, da svigerfaren døde. Tre år senere blev Harboes Bryggeri noteret på fondsbørsen i København og fik 5.000 nye, private aktionærer. Men det afholdt ikke Bernd Griese fra at blande sin egen økonomi sammen med virksomhedens. Tværtimod. Over de kommende mange år skulle millioner af kroner strømme fra Harboes kasse og videre ned i direktørens egen lomme. »Det ser ud, som om Bernd Griese har været direktør i så mange år, at han nærmest tror, at virksomheden er ham selv. Han har gjort, som det passer ham,« har Louise Damkjær Christensen, adjunkt på Juridisk Institut ved Syddansk Universitet med speciale i børsret, udtalt til Berlingske. Over årene har Harboes Bryggeri blandt andet indkøbt saft, maskiner og ikke mindst ejendomme af Bernd Grieses private selskaber. Hans to døtre har også fået lov til at købe ejendomme af det børsnoterede bryggeri. »Det er simpelthen uklædeligt, at den slags handler sker i et selskab, som har inviteret offentlige investorer ind. Når man er børsnoteret, skal man bare ikke lave den slags numre,« har Mikael Bak, direktør i Dansk Aktionærforening, tidligere udtalt til Berlingske. Aktiekursen er vendt I mange år har Harboes Bryggeri kæmpet med en faldende omsætning og aktiekurs. Men noget tyder på, at bryggeriet er ved at have fået vendt den negative trend. Torsdag eftermiddag fremlagde Harboe sit årsregnskab for 2023/24, som bød på et overskud efter skat på 55 millioner kroner. Samtidig er omsætningen steget med 12 procent i forhold til året før. De gode takter har i den grad kunnet aflæses i aktiekursen, som siden starten af året er steget med svimlende 176 procent til omkring kurs 185. »Årets betydelige resultatfremgang og forventningerne til det kommende år viser, at vi er lykkedes med at vende udviklingen, efter at vi har været igennem nogle år med betydelige udfordringer og utilfredsstillende resultater,« udtaler den afgående formand Bernd Griese i den forbindelse. Han afløses i bestyrelsen af Martin Lavesen, som er ledende partner i advokathuset DLA Piper. Om han også skal være ny formand, er endnu uvist. https://www.berlingske.dk/virksomheder/efter-40-aar-i-spidsen-for-harboes-bryggeri-oelkongen-bernd-griese